Det er dem der dominerer vores skov. Det er både i og omkring egene at store dele af livet i skoven foregår. Det er ofte dem der først kommer på frit land og dem der åbner op for at en mangfoldige skov kan opstå. Det er dem der finder sig til rette og trives på allehånde slags jordbund. Det er egene der overlever i mange hundrede år og skaber tidens sammenhæng i skoven.

Altså i den skov som naturen har udviklet til at leve i det klima og den jordbund som råder i Danmark, midt mellem to istider. De skove vi har mistet fordi de forsvandt i takt med at menneskene indtog landet. Men vi har rester af de gamle urskove tilbage. Som i de to naturrige skove i Lille Vildmose Tofte Skov og Høstemark Skov.

Egenes skove er ikke bare én skovnatur, men mange. Der er de åbne vidders egeskov hvor de gamle ege breder sig over hjortenes frie arealer som i Tofte Skovens bønderskov. I Tofte Skov finder man også skove hvor egene ranker sig i vejret og rækker sine grene ud mod linde, bøge og birke, og hvor de slipper lys igennem sine blade ned til skovbundens urter. Og vi finder dem hvor egene tager over ved randen af lavningernes ellesumpe. Både Tofte Skov og Høstemark Skov ville være en skygge af sig selv uden egene. I andre egne blander egen sig med asken og elmen, eller danner sine egne skove som i de jyske egekrat.

Det vi først ser på egen er dens knudrede stamme som ingen tager fejl af. Og de krogede grene som egen rækker i alle retninger. Ingen andre træer gror af indre kraft på denne skæve måde. Uden mening kunne det synes. Men vær sikker på at egen har fordele af sin helt egen måde at gro på, ellers havde naturen ikke formet eller udviklet egen sådan, men fulgt den slagne rette vej.

Vi kender også egens helt specielle blade med den bugtede rand. Også her er egen helt sin egen. Og der hvor grenes løv tilsammen danner en flade hos alle vores andre træer, der sidder egens blade i duske der spreder sine blade. Vi holder faktisk rigtig meget af egens kviste og blade. Vi bruger dem til at pryde mønter, medaljer og byvåben

Ethvert barn i oktober-skoven har fundet egens små stilkede skåle og leget pibe med dem - de skåle som holder agernet fast før det modent falder til jorden. I de store agernår dækker egen næsten skovbunden med sine lysebrune frugter. Så har skovskaderne og andre agernelskere travlt med at samle nærende forråd til vinteren.

Egebarken er også et kendemærke for egen. Grove volde og furer der løber op ad stamme og ud ad grenene. Volde og furer grener sig her og samler der, og sådan danner de tilsammen et langstrakt netværk omkring stamme og grene i alle egebarkens grålige nuancer, af og til tonet i grønne farver af alger, og af og til dækket af matgrønne mospuder.

Det mærkelige er at man altid kan kende en eg, for ingen af vores træer former sig så forskelligt som en eg. Det kan være den arv som træet har fra sine forældre der skaber forskellene. Eller de lysforhold som den står under. Eller jordbunden og vinden. Foruden om menneskene har skåret de store grene af tidernes løb, grenstævnet den som man siger. Egen kan ranke sig i den tætte skov og blive næsten 30 meter høj. Eller den kan kroge og kringle sig tæt ved jorden. Den kan sende sine grene næsten lodret op eller den kan lade dem søge tilbage mod den jord hvori den står. Men altid med fasthed. Egen står fast og ubøjelig, og grenene viger ikke for vinden.

Der er to slags ege, men de er ganske nært beslægtede med hinanden, så tæt at de kan krydses. Stilkegen er den ene som er den almindelige her til lands, og vinteregen den anden. Forskellene er især at stilkegen bedre tåler kulde. På afstand kan man ikke kende forskel, men på nært hold kan man se at stilkegen har meget kortstilkede blade hvor vinteregen har længere stilke. Og at stilkegens blade slet ikke danner bladmosaik modsat vinteregen som til nød kan siges at ordne sine blade, og at vinteregen derfor skygger mere end stilkegen.

Stilkegens agern sidder på en stilk, deraf navnet stilkeg. Vinteregens agern er helt ustilkede.

Er der flere af hver af de to slags ege, kan man måske se at stilkegen er mere rank. Fra gammel tid har man ment at stilkegetømmer var bedre end vinteregetømmer, men der tager man fejl. Stilkegetømmer holder lidt bedre og er lidt stærkere. Når skovfolket i dag planter egetræer, er de derfor i høj grad gået over til at plante vintereg.

Egen kan gro på al slags jord fra rent sand til stiv ler, fra tør vindomsuste bakketoppe til våd tørvebund. Det eneste egen kræver er lys og lyset er egens svaghed. De steder hvor bøgen gror godt, tager den lyset fra egen, og tilsvarende med ask, lind osv. Så egen er ofte henvist til de steder hvor ingen andre træer trives, altså på den stive ler, det rene flyvesand og den halvvåde skovbund, den der snart er dyngvåd, snart er tør - netop den jordbund som danske skove fra naturens hånd ofte står på.

Men nutidens skove er tørlagte af tætte netværk af grøfter, og skovene er plantede bøg og gran. Der har egen ikke en chance. Godt nok har egen næring i sit agern til at vente på bedre tider i et par år. Og godt nok tåler egen at blive bidt helt ned gang på gang af hjorte og andre dyr. Men i længden dør alle de små ege af lysmangel - bortset fra i sjældne skove som Tofte Skov og Høstemark Skov hvor man slipper naturen fri.

Den mangfoldige eg. Egen er det gamle træ der stadig står når alle de andre træer forlængst er døde og blevet til muld. Men egen kan også være det træ der skaber hele skoven. For eksempel i Bønderskoven i Tofte Skov. Her står stort set kun ege. Men egen skaber skovklima under sig. Og når de store egegrene efterhånden falder ned, vil de give beskyttelse til nye træer, både ege og alle andre træer der kan gro i skovbunden. I løbet af mange år vil den lysåbne bønder-egeskov måske lukke sig og blive fuldstændig anderledes.

Egen bliver gammel, så gammel at man ikke ved hvor gammel. 2-300 år er ingen alder for en eg, det kan man tælle sig til hvis man fælder træet og tæller årringe. Det dobbelte kan egen også sagtens blive. Og det dobbelte igen. Træet i egestammens midte holder og holder, men en dag går det alligevel til og svampe og billelarver fortærer det, og så kan man ikke tælle årringe mere. Kongeegen i Jægersborg Nordskov regner man med er nær 2000 år, men det er kun gæt ud fra hvor tykt træet er. Det er intet tilbage af kongeegens midte.

Egen bliver stående i stormvejr fordi dens rodnet går i alle retninger og lige som alt andet hos egen er solidt. Sår man et agern i jorden, vil det første agernet gør være at sende en pælerod dybt ned i jorden. Roden fortsætter sin vækst nedad så den når mange meter i dybet og gør at egen ikke vil komme til at tørste.

Pælerodens siderødder vil aldrig nå så dybt. Det som skovbruget gør når egeskoven skal fornys er som oftest at så agern i en planteskole og efterhånden omplante de små egesmåplanter et par gange før de endelig planter dem i skoven. Det er det nemmeste, men betalingen er høj, for derved skærer man netop den livsvigtige pælerod over og skader egen for livet. Så tørrer den ud i hede somre og vælter lettere i stormen.

Egen blomstrer sidst i maj lige efter løvspring. Hanraklerne dingler i vinden ved grunden af de nye skud. Det er 5-8 cm langagtige stande med små uanseelige blomster hvor man kun lige kan se støvknapperne. Hunblomsterne sidder nogle få stykker sammen yderst i skudspidserne, hver i sin skål hvor kun griflen med sine tre støvfang rager ud.

Agern indeholder en stor portion stivelse og fedt. Det har det nye lille egetræ brug for hvis det skal overleve som lille træ i skyggen af store træer. Men en mængde dyr nyder også godt af de gode agern. Et af dem er skovskaden der flyver agern bort som den gemmer i huller i jorden. Skovskaden husker fremragende hvor dens vinterlagre er, men måske omkommer den, og så spirer dens agern til nye træer i foråret. Men der skal held til før de små træer kan blive store. Frøene skal spire et beskyttet sted som under en tjørn eller et væltet træ, ellers havner de små træer straks i en af de store planteæderes maver. Der skal også være rimeligt lys, ellers dør træerne også.

Eghjorten. Svampe og dyr i mængde er knyttet til egen. Nogle dyr lever af de friske blade og frugter, nogle bygger rede inde i træerne eller mellem grenene, nogle lever af det døde træ og det er de fleste.

Den imponerende bille eghjorten er en af egens hundreder af arter af biller. Det er Europas største bille, hannen måler op til 75 cm i længden. Eghjort hedder den fordi den voksne bille lever af saft fra egetræer og larven af dødt egetræ. Og fordi hannernes kæber er kæmpestore og ligner hjortegevirer. De bruges under hannernes kampe om hunnerne lige omkring St. Hans aften, og til at fastholde hunnen under parringen. Eghjortens udvikling fra larve til voksen bille er lang, op til 5 år.

Eghjorten burde være almindelig her til lands som den er det i egeskove i vores nabolande. Den har været almindelig på bl.a. Æbelø ved Bogense på Fyn. Nu er den uddød her i landet fordi dens levesteder er ødelagt.

Eghjorten kan ikke leve i Danmark fordi der ikke er nok døde egetræer. Og helt tilsvarende kan mængder af andre insekter og andre smådyr heller ikke leve her. Når alle disse træædende dyr ikke kan være her, så er der mange andre dyr der heller ikke kan, fordi dyrene afhænger af hinanden, f.eks. som rov- og byttedyr. Så selv om naturens mangfoldighed er stor i skove som Høstemark Skov og Tofte Skov, så er den alligevel langt mere fattig end den kunne have været. Gør vi rigtigt og lader vi naturen gøre sit arbejde, så har vi meget i vente i fremtiden. Men naturen kræver lang tid til at genopbygge sig efter alle de skader vi har påført den.

Ege kan også få besøg af svampe. Det kan være i et samliv hvor både svamp og eg har nytte. Eller svampegæsten kan nyde hele fordelen, så er det en snyltende eller sygdoms svamp. Sådan har det været i al den tid ege har eksisteret, og ege har forlængst udviklet rimelige forsvar mod disse snyltere. Det kan være svampe som honningsvamp, svovlporesvamp og oksetunge.

Men gamle svækkede ege er følsomme og deres forsvar svækket. Her kan snyltesvampe være det som tager livet af en gammel eg. Og også de ege som skovbruget indfører fra det mildere Holland, de tåler heller ikke svampene under vores nordligere klima.

Meget anderledes kan det gå når egene møder helt fremmede svampe, svampe som kommer fra fremmede verdensdele og som egen ikke har udviklet forsvar imod. Her lurer to svampe. Den ene kaldes oak decline som gør egebladene gule og får knopperne til at visne. Den svækker egene så meget at mange dør.

Den anden er dødelig alvorlig, et sandt mareridt. Den findes ind til videre kun i Nordamerika. Men en dag kan den komme til Europa, og da vil den dræbe næsten alle ege ligesom da elmesygen sidst i 1900tallet dræbte næsten alle vores elmetræer. Visnesygesvampen kaldes den. Den spredes med barkbiller ligesom elmesygens svamp. Der er strenge forbud mod at importere egebark fra Amerika. Men bare et lille stykke pyntebark som souvenir kan rumme svampen og billen. Så katastrofen lurer om hjørnet.

Svinenes olden "Hvortil agern anvendes i vore lande ved enhver , nemlig til svinenes mæskning", sagde en gammel læremester. Bønderne sendte deres svin på olden i begyndelsen af oktober og 4-6 uger frem. Agern-olden var bedst, de gav svineflæsket en sødlig smag hvor bog olden giver en olieagtig smag. Ikke hvert år kunne bønderne drive deres svin på olden-mæskning, kun hvert tredje eller sjette år var gode oldenår. Slemt stod det til hvis både høst og olden slog fejl.

Olden var den største indtægt ved skoven, mere end brænde, vildt og tømmer. Bønder måtte betale hvert 10 svin til herremanden hvis de græssede i hans skove. I begyndelsen af 1800tallet anslog man at der skulle 2500 rimeligt store ege til at give olden til 100 svin. Tamsvinene gavnede i første omgang fornyelsen af skovene ved at træde agern ned i skovbunden og derved så dem dybt. Men senere holdt de mange svin de unge træer nede ved at æde dem, og dertil fældede ejeren ofte de unge træer til brænde fordi det var de gamle træer der gav olden. Det var bl.a. det der gjorde at den store skovlov fra 1805 forbød svin på olden.

Tømmer af egetræ er hverken så bøjeligt og trækstærkt som bøg. Det er heller ikke helt så hårdt og tungt som bøg. Det slår sig slemt når fugtigheden skifter. Alligevel er det egetræet man bruger og brugte til mangfoldige formål som skibe, bolværker, møbler, bygningstømmer, vinfade, hegnspæle... Det er fordi egetræ holder. Ikke evigt, men århundrede efter århundrede. Somme tider årtusind efter årtusind - Egtvedpigen fra bonzealderen lå i sin egekiste i 3000 år før man stillede hende på museum. Hun kunne sagtens have ligget i sin grav i endnu tusinder af år.

Egens holdbarhed skyldes flere ting, men vigtig er egetræets garvesyre. Ligger egetræ på en måde så garvesyren bevares, så holder nedbrydende bakterier og svampe sig på afstand. Også det som garvesyren trænger ind i - derfor har vi stadig Egtvedpigen. Og derfor bruges egens garvesyre til at garve læder der skal holde.

Egens styrke ligger også i de hårde og stærke fibre der går fra marv til overflade i egestammen. De danner flader på langs af stammen. Snedkeren kalder dem egetræets spejl.

Egetræ har grove porer, de dannes især i forsommerens ved. De er med til at danner egens markante årringe. Når en årring er omkring yy år gammel, bruges vedkarrene (træets vandrør) ikke længere til at transportere vand op til egens blade og udfyldes nu af særlige celler. Derved opstår kerneveddet, det ved som er stærkt og som ikke forgår. De lyse årringe der stadig bruges af den levende eg, kaldes splinten. Den kan let kendes på sin lyse farve når egetræ er frisk, og sin mørke farve når svampe begynder deres nedbrydning. Normalt kasseres hele splinten hvis egetømmeret skal holde.

Egens tykke grene lever ikke evigt. Før eller siden går de ud og falder til jorden. Der ligger de så i mange år lige som en stjerne omkring den gamle eg, hvis naturen får lov at råde. Men det har den først fået nu i skove som Tofte Skov og Høstemark Skov, tidligere brugte man med flid netop egens tykke grene, for de leverer egetræ af hårdeste og stærkeste slags. Det allerhårdeste egetræ får man hvis man selv saver grenene af før de går ud af sig selv, derfor er mange af vores gamle ege det man kalder grenstævnede, de store grene er hugget af gang på gang. Egestammen sætter hele bundter af reservekviste, vanris. Får disse kviste lys, gror de frem og danner næste generation af tykke egegrene.

Egen er speciel, meget anderledes end vores andre træer. En af særhederne er at jo hurtigere et egetræ gror, desto stærkere og bedre bliver dets tømmer - lige modsat så mange andre træer hvor de træer der gror hurtigst giver løst og dårligt tømmer.

Skibe af egetræ. Tømmer hvor man ikke saver træets fibre over, er langt det stærkeste, altså træ hvor man ikke bare har savet firkantede brædder af stammerne, men i stedet udhugget træet så man følger fibrene. Det vidste vikingerne og derfor kunne de bygge deres store vikingeskibe så stærke at de uden videre tålte det frådende havs ubændige kræfter.

Man indleder med at flække en lang egestammen. Let er det ikke, det kræver vikingekræfter. Dernæst flækker man trekantede planker af stammen ind til midten. Plankerne hugger man ganske tynde. Gør man sådan, bevarer man de langsgående fibre og har dertil de fibre der stråler ud fra marven til overfladen, hele og uskadte. Det giver kvalitet, men det koster træ, for langt, langt det meste bliver til spåner. Vel at mærke træ af høje slanke egetræer og de var ikke almindelige i vikingetidens sparsomme skove. Så de gode træer forsvandt og de sidste af vikingetidens skibe måler sig ikke med storhedstidens.

Senere tiders skibe krævede kraftigere egetømmer, de skulle f.eks. kunne modstå kanonkugler. De største krigsskibe, linieskibene krævede mere end 2000 store ege. Fregatten Jylland fra 1860 er bygget af 1500 mellemstore ege på 150 år plus et mægtigt forbrug af andet træ til dæk osv.

Egen gennem tiderne. Ege indvandrede for mere end 9000 år siden. De kom hertil ad forskellige veje fra de skove, refugier, hvor de havde overlevet under istiden. DNA undersøgelser viser at de fleste kom fra refugier i Italien. Og at nogle af de jyske ege kom fra Spanien og visse ege på Øerne kom fra Balkanhalvøen.

I vores tid regner man med at egen fra naturens hånd er vores almindeligeste træ i konkurrence med skovlinden. Bøgen er godt nok det almindeligeste træ nu, men det er den fordi menneskene har påvirket naturen så stærkt som de har. De naturlige ege vi har i dag, finder vi jyske i egeskove (egekrat) og i naturrige skove som Tofte Skov og Høstemark Skov.

Vi mennesker har ikke været venlige mod det træ der om noget hører til vores skov og som leverer os så godt tømmer. Allerede for 6000 år siden var stenalderbonden i fuld gang med at rydde egeskovene til marker, og resten af egene brugte han rigeligt af til brændsel, det kan man se i resterne fra hans bål. Bronzealderbonden og siden jernalderbonden fortsatte dette værk. Skovene prægede nu ikke længere landskaberne.

Værre gik det i vikingetiden hvor mægtige flåder af vikingeskibe krævede uanede antal egetræer.

Som blot et eksempel på senere tiders forbrug af ege, byggede en herremand på Fyn i 1550 sit slot midt i en sø. Det stod på egestammer rammet ned i dyndet, og så mange at en hel skov blev tømt, deraf navnet Egeskov Slot.

Chr. IV fældede størsteparten af de resterende danske ege til sine skibe. Det var rovdrift af den slags der åbnede op for sandflugt så metertykke lag af sand blæste ind over Vestjylland. Samtidig brugtes der ufattelige mængder egetræ til afsmeltning af jern fra myremalm, kalk og teglbrænding, saltsydning, bygningstømmer, brændsel - 1594 kørtes 7000 læs egebrænde til kongens slot i København. 1644 fældede svenske soldater 49000 ege i Århus stift til lejrbål og fæstningsværker, og for at forhindre Chr IV i at bygge skibe.

Da englænderne langt senere efter slaget på reden i 1807 sejlede bort med stort set hele den danske flåde, var det ikke blot forsmædeligt og et tab af 36 krigsskibe og 540 handelsskibe. Det var selve roden af Danmark som søfartsnation der nu var truet. Til at bygge de mistede skibe var der brugt 90.000 store egetræer, og nu var der stort set ikke flere.

Det tager mindst 150 år for unge træer at gro op til ege i skibsstørrelse. Men nu lod man ikke stå til længere. Man satte stædigt ind på at skabe egeskove til fremtidens stolte træskibe. Flådeegene kaldte man de mange nyplantninger, særligt i de nordsjællandske statsskove.

I dag står mange af disse ege forlængst klar som råstof til nye fregatter, linieskibe osv. Så mange at Danmark råder over de fleste af Europas store ranke ege. Og verdens bedste fordi det danske klima giver godt træ til stærkt og holdbart skibstømmer.

I dag plantes der fortsat mange ege i Danmark, men nu er det sjældent vores egen eg. Skovbruget planter især hollandske ege fordi de bliver mere ranke og gror hurtigere. Men som vanligt er betalingen høj for at låne af de sydlige hurtigtgroende træer. Hollandsk egetømmer holder ikke så godt som dansk eg. Og hollandsk eg får meget let meldug, en svamp på bladene som svækker egene. Og frost kan sætte de hollandske ege tilbage.

Navnet Eg kommer fra oldnordisk og længere tilbage fra det ældste europæiske sprog, indoeuropæisk, som vilde horder af rytterkrigere bragte hertil fra de asiatiske sletter. Vi kender ordet eg fra mange stednavne som Egø, Egholm, Egebjerg, Egesborg, Egeskov, Egeløkke og mange flere.

Egen er tordenguden Tors træ. Sandt er det at egen er det træ der oftest rammes af lynet. Så kan du i tordenvejr vælge mellem at søge ly under en bøg eller en eg, så vælg bøgen, den er langt den sikreste. svenskeegen på Østbornholm.

Egen er mindetræet over alle mindetræer. Skal man mindes grundlovsdag, eller hvad begivenhed det skal være, så planter man en eg. Og værdighedstræet over alle værdighedstræer er egen også. Egeløv og agern pryder mangt et byvåben og mangen en mønt eller medalje.

Mange berømte ege fordeler sig over landskabet. Kongen over dem alle, Kongeegen, står i Nordskoven i Hornsherred. Træet er Danmarks og måske Europas ældste træ, og det tykkeste, det måler knap 14 m i omkreds og knap 5 m i diameter. Kongeegen, og de noget yngre Snoeg og Storkeeg fik lov at stå op til vores tid fordi de stod i en ubeboet og vanskelig tilgængelig egn. Hovedstammen af Kongeegen faldt 1973 op mod 2000 år gammel. Men andre dele af Kongeegen lever stadig.